Fællesskaber, relationer og hjernesmart læring

Man kan sagtens lære, samtidig med at man har det sjovt.
At noget er vigtigt, behøver ikke betyde, at det skal være alvorligt og tungt.

Vores fælles, styrende værdi er, at alle børn og unge skal have mulighed for at skabe et godt liv, for at trives og for at bidrage til fællesskabet. Vi har kompetencerne til at bidrage positivt til netop dét og lysten til at gøre det. Den kombination forpligter.

For at gøre den størst mulige forskel, samarbejder vi med jer som er i direkte kontakt med børn og unge. Sammen kan vi skabe en endnu højere grad af livsduelighed hos den næste generation.

Lars Reedtz Kristensen

Administrerende direktør og omrejsende relationsskaber

Hvad har du af erfaring?
Uddannet lærer og 20 års erfaring i ledelse af erhvervsskoler – heraf syv år på direktionsniveau og fire som chef i en privat læringsorganisation. Erfaringer med politisk styrede organisationer. Har efterhånden et godt netværk af beslutningstagere i såvel den offentlige som den private sektor. Det løber op i cirka 30 års erfaring med uddannelse og læring.
Mine styrker er interkulturelle kompetencer, forretningsudvikling og kulturforandring. Jeg ser muligheder og skaber sammenhænge på tværs i en organisation for at sikre værditilvækst.

Hvad gør dig glad?
Når jeg gør noget for andre og når de ting vi arbejder med, lykkes. Og en gåtur ved Vesterhavet efterfulgt af en kold øl og et stjerneskud på den lokale kro gør mig glad i låget.

Hvad øver du dig på?
At ændre på de vaner, der virkelig ikke er nogen grund til at holde fast i.

Hvad driver dig?
At hjælpe med at skabe de bedste forudsætninger for vores børns og unges udvikling, så de kan realisere deres potentiale. Og når ting giver mening.

Camilla Mørk

Projektleder, udvikler og underviser

Hvad har du af erfaring?
Jeg har undervist omkring 8000 mennesker siden 1999 – halvdelen har været lærere og pædagoger, og den anden halvdel børn, unge og forældre. Hvis jeg skal give mig selv titler for de forskellige perioder af mit arbejdsliv, må de hedde: Folkeskolelærer, Familielivredder, Facilitator, Udvikler, Underviser.

Hvad gør dig glad?
At livet med mine snart voksne drenge er så rart og ukompliceret. Det er nok noget med banehalvdele, ligeværdighed og plads til alles lejlighedsvise hormon-eksplosioner.

Hvad øver du dig på?
At parallelparkere. Og i at være ligeglad med om nogen kigger, mens jeg øver. Jeg har jo bare ikke lært det endnu.

Hvad driver dig?
Børn der har mistet lysten til at gå i skole og bare venter på, at det er overstået. Deres lærere er fagligt dygtige med masser af hjerte og de bedste intentioner. Men ikke alle har lært, hvordan man skaber engagement, aktivitet i hjernen og ro i rummet. Jeg er indædt overbevist om, at små justeringer i metode, tilgang og ordvalg kan gøre en verden til forskel. Jeg vil være med til at gøre det sjovere at lære og nemmere at undervise.

Vores eksterne kolleger

Efterhånden som vi har fået mere og mere at lave, har vi allieret os med nogle dygtige eksterne ressourcer. Sammen med dem kan vi sikre kvaliteten i både udvikling og udførelse af vores workshops og større projekter. Du kan møde vores team her.

Alle på teamet er læreruddannede og har mindst syv års erfaring med klasseundervisning. Alle er trænet i MENSKs helt særlige måde at facilitere læringsprocesser og er drevet af ønsket om at skabe endnu bedre betingelser for at vores børn og unge kan trives, udvikle sig og lære.

Mie Juul Ingerslev

Ud over at være facilitator i MENSK, er Mie vores ekspert i positiv psykologi. Hun har en master på det område, som så meget af vores arbejde hviler på. Alle Mies kurser og uddannelser er blevet brugt til at berige udviklingen af andre mennesker. Hun har i snart 20 år undervist børn og unge i Danmark og udlandet. Senest har hun på en efterskole undervist på en linje, hun selv har udviklet: Personlig Udvikling og Lederskab.

Mie bliver glad helt ind i hjertekulen, når unge handler på trods. Det kan være at tage den der svære samtale med forældrene, række hånden op i timerne eller få sagt fra eller til. ”Så hejser vi flaget og så er jeg glad. I mange dage. For så har den elev fået en mestringsoplevelse mere at gå videre i livet med og det giver bare så meget mening. Når de unge lykkes med det de gerne vil. Det gør mig ikke bare glad. Det rører mig virkelig.”

Fordi der er så mange ting, som Mie finder vigtige, må hun hele tiden øve sig på at sige ”pyt” fra tid til anden. Hun synes ikke selv, at hun er helt god til det. Endnu. Til gengæld er hun en eminent facilitator af læringsprocesser for såvel unge som fagprofessionelle.

Jakob Staberg Thomsen

Med 25 år på bagen som idrætshøjskolelærer, falckredder, selvstændig, lærer, facilitator, redaktør og projektleder er Jakob nu vores mastermind i matematik. Ham sender vi (også) ud, når matematikteamet på en skole har brug for inspiration til at få flere elever med. Han var fantastisk som matematikansvarlig på Egmontfondens signaturprojekt Lær for Livet. Et af hans kompetenceområder er børn og unge, der bærer rundt på en lidt tungere rygsæk og han ved, hvordan (matematik)undervisning gøres spændende og sjov.

Jakob vil give børn og unge de bedste muligheder for at få de kompetencer, som gør det muligt for dem at opnå det i livet, som lige præcis de gerne vil. ”Tænk hvis den glæde vores børn møder ind i skolen med i 0. klasse, kunne være den samme, som de tjekker ud af skolen med i den anden ende. En glæde og lyst til fortsat at lære, være nysgerrige og udvikle sig. Den rejse og transformation vi jeg rigtig gerne være en del af.”

Jakob elsker skiløb, og det gør det bare endnu bedre, at hans børn nyder det i lige så stor stil. I ikke helt så frosset vand øver han sig på kajak-surfing og traditionel surfing. Nå ja, og så er Jakob fra Jylland, bor i Jylland og taler meget flot jysk.

Karina Baymler

Karina er (lige som Mie) praktiker med en akademisk overbygning. Ud over sine år i folkeskolen har hun vejledt børn og unge, som på forskellig vis har haft ondt i livet. Undervejs har hun gennemført en kandidatuddannelse i Generel Pædagogik. Vi nyder rigtig godt af Karinas evne til at dykke ned i pædagogisk forskning og nørde med at omsætte den til praksis. Hun hjælper os med at sikre det solide fundament, som vores arbejde med fagprofessionelle og unge hviler på.

Når vi spørger Karina, hvad hun drives af, siger hun ”Aha-oplevelser. Både mine egne og dem jeg oplever hos de børn, unge og voksne, som jeg møder i min hverdag. Jeg drives af, at vi sammen oplever at verden udvider sig, når vi vender den på hovedet, former og udforsker den. Dét er meningsfyldt og så giver det et vaskeægte adrenalinkick.”

Karina elsker at skråle med på alle de store 80er- og 90er-hits, mens hun danser rundt i nattøj (måske er det meget heldigt, at hun (mest) gør det derhjemme). Og så øver hun sig ellers på at mestre en skruebold på håndboldbanen. Hun siger, at det ser så flot ud i en kontra.