Alle børn og unge skal have mulighed for at

skabe et godt liv, trives og bidrage til fællesskabet.

Holdet bag MENSK har kompetencerne til at bidrage positivt til netop dét, og vi har lysten til at gøre det. For at gøre den størst mulige forskel samarbejder vi med jer, som er i direkte kontakt med børn og unge. Sammen kan vi skabe en endnu højere grad af livsduelighed hos den næste generation.

Lars Reedtz Kristensen

Administrerende direktør og omrejsende relationsskaber

Hvad har du af erfaring?
Uddannet lærer og 20 års erfaring i ledelse af erhvervsskoler – heraf syv år på direktionsniveau og fire som chef i en privat læringsorganisation. Erfaringer med politisk styrede organisationer. Har efterhånden et godt netværk af beslutningstagere i såvel den offentlige som den private sektor. Det løber op i 30 års erfaring med uddannelse og læring. Min styrke er interkulturelle kompetencer og at skabe sammenhænge på tværs i en organisation.

Hvad gør dig glad?
Når jeg gør noget for andre og når de ting vi arbejder med, lykkes. Og en gåtur ved Vesterhavet efterfulgt af en kold øl og et stjerneskud på den lokale kro gør mig glad i låget.

Hvad øver du dig på?
At ændre på de vaner, der virkelig ikke er nogen grund til at holde fast i.

Hvad driver dig?
At hjælpe med at skabe de bedste forudsætninger for vores børns og unges udvikling, så de kan realisere deres potentiale. Og når ting giver mening.

Vores eksterne kolleger

Efterhånden som vi har fået mere at lave, har vi allieret os med nogle dygtige eksterne ressourcer. Sammen med dem kan vi sikre kvaliteten, både når vi udvikler og når vi udfører vores workshops og større projekter. Mød vores team her.

Alle på teamet er læreruddannede og har mindst syv års erfaring med klasseundervisning. Alle er trænet i MENSKs helt særlige måde at facilitere læringsprocesser. Og alle er drevet af ønsket om at skabe endnu bedre betingelser for at vores børn og unge kan trives, udvikle sig og lære.

Camilla Mørk

Camilla var med til at starte og udvikle MENSK. Hun har undervist omkring 8000 mennesker siden 1999 – halvdelen lærere og pædagoger, og den anden halvdel børn, unge og forældre. Hvis hun skal give sig selv titler for de forskellige perioder af sit arbejdsliv, må de hedde: Folkeskolelærer, Familielivredder, Facilitator, Udvikler, Forfatter og Underviser.

Camilla drives af børn, der har mistet lysten til at gå i skole og bare venter på, at det er overstået. Deres lærere er fagligt dygtige med masser af hjerte og de bedste intentioner. Men ikke alle har lært, hvordan man skaber engagement, aktivitet i hjernen og ro i rummet. Det vil hun være med til at lære dem. 

“Siden jeg var midt i 30’erne, har jeg øvet mig i at se det positive situationer og mennesker. Jeg var ellers veltrænet i det modsatte, så indimellem har det holdt hårdt. Et af resultaterne af mit fokus – og også min motivation – har været et rart og ukompliceret liv sammen med mine snart voksne drenge. Vi har været gode til det med banehalvdelene, ligeværdigheden og til at give plads til alles lejlighedsvise hormon-eksplosioner.”

Camilla øver sig efter tre år med kørekort stadig i at parallelparkere. Og hun er tillært ligeglad med om nogen kigger, mens hun øver. Hun har jo bare ikke lært det endnu.

 

Thomas Dybro

Thomas er en erfaren underviser med stort fokus på mindset og udvikling af menneskers personlige og sociale kompetencer. Desuden arbejder Thomas med teamudvikling i forskellige virksomheder ligesom han også er forfatter til bogen ”Farvel til firbenet” og medvirker i TV-dokumentarer på DR2 og TV2 play, som handler om at komme styrket ud af krisen.

Thomas har undervist tusindvis af unge, teenagere og har desuden undervist medarbejdere på skoler, i forsvaret samt i erhvervslivet.

Gennem coaching af kunder og teamudvikling har Thomas udviklet sine egne værktøjer til at optimere positivitet, trivsel og kommunikation.

Thomas arbejder med mentalisering og har en meget praktisk og anvendelig tilgang metoderne. Forløbet udbydes både som et samlet kursusforløb til organisationer og som personlige forløb, hvor det foregår som coaching.

Thomas er uddannet Leisure Manager med speciale i event. Han har en Life- og Business coach uddannelse fra Manning Inspire samt uddannet Z Health Practitioner og en LeadFacilitator uddannelse fra True North.

Som Thomas selv beskriver: ”Jeg trives og drives af at få mig selv og andre til at arbejde med sit mindset, udvide perspektiver og at udfordre sig selv. Teenagere har en særlig plads i mit’ hjerte, fordi jeg selv tydeligt husker smerten i ikke at tro på sig selv, og ikke at turde at stå ved sig selv som ung”.

Det vigtigste i Thomas’ liv er hans to små drenge og hans forlovede, som udover at være hans kernefamilie, også er hans største læremester ift. at arbejde med sig selv.

Laila Lagermann

Laila er oprindeligt uddannet lærer og har arbejdet som lærer både i den almindelige folkeskole, samt i forskellige københavnske skole- og dagbehandlingstilbud. Hun har en kandidat i pædagogisk psykologi, ligesom hun har lavet ph.d. i pædagogisk psykologi på DPU under Aarhus Universitet, hvor hun var ansat i 10 år. Laila har på den baggrund flere års erfaring med undervisning på alle niveauer af uddannelsessystemet med udarbejdelse og gennemførelse af foredrag, oplæg, workshops og kurser for praktikere og professionelle i bl.a. skole, FGU, ungdomsuddannelser, videregående uddannelse, daginstitutioner og i kommunalt regi.

Laila har igennem de seneste femten år forsket og lavet udviklingsarbejde i in- og eksklusionsprocesser blandt børn/unge i skole og uddannelse, marginalisering og overskridelse af marginalisering blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund, betydningen lærer-elev-relationer, skolefravær samt stresshåndtering og uddannelsesresiliens blandt elever i skole/uddannelse – alt sammen med en ambition om at forstå disse problematikker fra børnenes/de unges perspektiv. Laila arbejder i dag som selvstændig uddannelses- og ungdomsforsker og konsulent og står bag udgivelsen af en række publikationer inden for børne- og ungdomsliv, unge og stress, unge på kanten, etniske minoritetsunge i, på kant af og udenfor skolen, marginalisering og overskridelse af marginalisering, samt unges identitetsskabelse og sociale selvforståelse. 

Læs mere på www.lailalagermann.dk  

 

Mie Juul Ingerslev

Mie vores ekspert i positiv psykologi. Hun har en master på det område, som så meget af vores arbejde hviler på. Alle Mies kurser og uddannelser er blevet brugt til at berige udviklingen af andre mennesker. Hun har i snart 20 år undervist børn og unge i Danmark og udlandet. Senest har hun på en efterskole undervist på en linje, hun selv har udviklet: Personlig Udvikling og Lederskab.

Mie bliver glad helt ind i hjertekulen, når unge handler på trods. Det kan være at tage den der svære samtale med forældrene, række hånden op i timerne eller få sagt fra eller til.

”Så hejser vi flaget og så er jeg glad. I mange dage. For så har den elev fået en mestringsoplevelse mere at gå videre i livet med og det giver bare så meget mening. Når de unge lykkes med det de gerne vil. Det gør mig ikke bare glad. Det rører mig virkelig.”

Fordi der er så mange ting, som Mie finder vigtige, må hun øve sig på at sige ”pyt” fra tid til anden. Hun synes ikke selv, at hun er helt god til det. Endnu. Til gengæld er hun en eminent facilitator af læringsprocesser for såvel unge som fagprofessionelle.

Jakob Staberg Thomsen

Med 25 år på bagen som idrætshøjskolelærer, falckredder, selvstændig, lærer, facilitator, redaktør og projektleder er Jakob nu vores mastermind i matematik. Ham sender vi (også) ud, når matematikteamet på en skole har brug for inspiration til at få flere elever med. Han var fantastisk som matematikansvarlig på Egmontfondens signaturprojekt Lær for Livet. Et af hans kompetenceområder er børn og unge, der bærer rundt på en lidt tungere rygsæk og han ved, hvordan (matematik)undervisning gøres spændende og sjov.

Jakob vil give børn og unge de bedste muligheder for at få de kompetencer, som gør det muligt for dem at opnå det i livet, som lige præcis de gerne vil. ”Tænk hvis den glæde vores børn møder ind i skolen med i 0. klasse, kunne være den samme, som de tjekker ud af skolen med i den anden ende. En glæde og lyst til fortsat at lære, være nysgerrige og udvikle sig. Den rejse og transformation vi jeg rigtig gerne være en del af.”

Jakob elsker skiløb, og det gør det bare endnu bedre, at hans børn nyder det i lige så stor stil. I ikke helt så frosset vand øver han sig på kajak-surfing og traditionel surfing. Nå ja, og så er Jakob fra Jylland, bor i Jylland og taler meget flot jysk.

Karina Baymler

Karina er (lige som Mie) praktiker med en akademisk overbygning. Ud over sine år i folkeskolen har hun vejledt børn og unge, som på forskellig vis har haft ondt i livet. Undervejs har hun gennemført en kandidatuddannelse i Generel Pædagogik. Vi nyder rigtig godt af Karinas evne til at dykke ned i pædagogisk forskning og nørde med at omsætte den til praksis. Hun hjælper os med at sikre det solide fundament, som vores arbejde med fagprofessionelle og unge hviler på.

Når vi spørger Karina, hvad hun drives af, siger hun ”Aha-oplevelser. Både mine egne og dem jeg oplever hos de børn, unge og voksne, som jeg møder i min hverdag. Jeg drives af, at vi sammen oplever at verden udvider sig, når vi vender den på hovedet, former og udforsker den. Dét er meningsfyldt og så giver det et vaskeægte adrenalinkick.”

Karina elsker at skråle med på alle de store 80er- og 90er-hits, mens hun danser rundt i nattøj (måske er det meget heldigt, at hun (mest) gør det derhjemme). Og så øver hun sig ellers på at mestre en skruebold på håndboldbanen. Hun siger, at det ser så flot ud i en kontra.

.