Et blik på en lærers hverdag

“Det er typisk lærere. De kan holde fri hele juleugen, mens vi andre må…”

“Har I ferie indtil den 6. januar?! Hold da k…!”

“Ja, man skulle sgu være lærer.”

Jeg har mødt måske 9 lærere gennem mine mange år i skoleverdenen, som jeg ikke tænkte havde direkte BRUG for ferie, når vi nåede til den.

De tusinder andre som jeg har mødt, holder stædigt fast i at ville fylde elevernes tid med relevante faglige aktiviteter fra dagen efter forrige ferie til dagen inden denne. De sidste par uger nærmest kravler mange af dem ud af sengen om morgenen. De trækker på de allersidste (pædagogske og menneskelige) reserver. De kan, de vil, de skal skabe læring.

Du kan, du vil, du skal. Og du gør det. Ind imellem er du sikkert ikke helt tilfreds med, hvad du når og formår. Heldigvis da. I verdens vigtigste job er det vigtigt (næsten) altid at stræbe efter mere.

På den anden side må du heller ikke være for hård ved dig selv. Eller det må du jo selv om, men det kan ikke anbefales. Det er verdens vigtigst job, men det er fandfutme også et af de allermest komplekse, komplicerede, krævende jobs der findes.

Bliver du i tvivl – eller bliver nogen i din omgangskreds i tvivl, så kan filmen her måske bruges.

Send den til den næste, der siger, “Man skulle sgu være lærer.”