Hjernepauser

Hold nu maule, hvor har jeg mange (MANGE) gange glemt at lave hjernepauser i min undervisning.

De værste eksempler er de lektioner, hvor jeg godt nok lagde mærke til at eleverne slukkedes én efter én. Men jeg kunne sgu ikke lige overskue at gøre noget ved det. Eller jeg havde ikke tid til at gøre noget ved det. Altså noget der virkede. For noget gjorde jeg:

Jeg bevægede mig lidt mere, indlagde dramatiske pauser i min talestrøm, talte højere, fandt et godt sted at lægge et klap eller en anden lyd ind, satte farten op.

Jeg holdt mig selv i gang. Ikke eleverne.

Og sådan kom jeg igennem stoffet og gennem  timen.

Mand, hvor er der gået meget tid tabt i mine timer. Tid der kunne være brugt på reel læring. Hvis jeg havde smidt et enkelt minut eller to efter en hjernepause.

Tid godt givet ud.

Og det tager ikke lang tid at lære sin klasse at være effektive. Op at stå. Gør dit og nu dat. Smil til sidemanden. Sid ned.
Hvis de ved, hvorfor vi gør det (og når de mærker effekten), er de allerfleste med på den.

Hvordan kan vi huske at lægge hjernepauserne ind?

Stil et æggeur. Små børn, kortere intervaller. Sent på dagen, også kortere imellem pauserne. Intensivt, stillesiddende arbejde, kort imellem. Du kender dine klasser. Mærk hvad de har brug for.

Når æggeuret ringer, rejser alle sig op. Mens eleverne strækker lemmerne ud, trækker du (eller en elev) en aktivitet. Lille bitte. Nem. Gerne velkendt.

Syng.

Stræk dig.

Hop.

Sig noget pænt til din sidemand.

Sid ned. Vi fortsætter.

Her kan du se et par eksempler på hjernepauser. De er ikke faglige, som du kan se. Endnu bedre er det selvfølgelig, når vi tænker bevægelse ind i det faglige stof. Men den må vi tage en anden gang.

God fornøjelse med at holde jer vågne og vakte (er vakte det samme som vågne?).