Fællesskaber, relationer og hjernesmart læring 

Man kan sagtens lære, samtidig med at man har det sjovt.
At noget er vigtigt, behøver ikke betyde, at det skal være alvorligt og tungt.

Vores fælles, styrende værdi er, at alle børn og unge skal have mulighed for at skabe et godt liv, for at trives og for at bidrage til fællesskabet. Sammen har vi også kompetencerne til at bidrage positivt til netop dét og lysten til at gøre det. Den kombination forpligter.

For at gøre den størst mulige forskel, samarbejder vi med jer som er i direkte kontakt med børn og unge. Jeres arbejde er lige så komplekst, som det er vigtigt. Sammen kan vi gøre jeres opgave nemmere. Sammen kan vi skabe en endnu højere grad af livsduelighed hos den næste generation.

Lars Reedtz Kristensen

Administrerende direktør og omrejsende relationsskaber

Hvad har du af erfaring?
Uddannet lærer og 20 års erfaring i ledelse af erhvervsskoler – heraf syv år på direktionsniveau og fire som chef i en privat læringsorganisation. Erfaringer med politisk styrede organisationer. Har efterhånden et godt netværk af beslutningstagere i såvel den offentlige som den private sektor. Det løber op i cirka 30 års erfaring med uddannelse og læring.
Mine styrker er interkulturelle kompetencer, forretningsudvikling og kulturforandring. Jeg ser muligheder og skaber sammenhænge på tværs i en organisation for at sikre værditilvækst.

Hvad gør dig glad?
Når jeg gør noget for andre og når de ting vi arbejder med, lykkes. Og en gåtur ved Vesterhavet efterfulgt af en kold øl og et stjerneskud på den lokale kro gør mig glad i låget.

Hvad øver du dig på?
At ændre på de vaner, der virkelig ikke er nogen grund til at holde fast i.

Hvad driver dig?
At hjælpe med at skabe de bedste forudsætninger for vores børns og unges udvikling, så de kan realisere deres potentiale. Og når ting giver mening.

Camilla Mørk

Projektleder, udvikler og underviser

Hvad har du af erfaring?
Jeg har undervist omkring 8000 mennesker siden 1999 – halvdelen har været lærere og pædagoger, og den anden halvdel børn, unge og forældre. Hvis jeg skal give mig selv titler for de forskellige perioder af mit arbejdsliv, må de hedde: Folkeskolelærer, Familielivredder, Facilitator, Udvikler, Underviser.

Hvad gør dig glad?
At livet med mine snart voksne drenge er så rart og ukompliceret. Det er nok noget med banehalvdele, ligeværdighed og plads til alles lejlighedsvise hormon-eksplosioner.

Hvad øver du dig på?
At parallelparkere. Og i at være ligeglad med om nogen kigger, mens jeg øver. Jeg har jo bare ikke lært det endnu.

Hvad driver dig?
Børn der har mistet lysten til at gå i skole og bare venter på, at det er overstået. Deres lærere er fagligt dygtige med masser af hjerte og de bedste intentioner. Men ikke alle har lært, hvordan man skaber engagement, aktivitet i hjernen og ro i rummet. Jeg er indædt overbevist om, at små justeringer i metode, tilgang og ordvalg kan gøre en verden til forskel. Jeg vil være med til at gøre det sjovere at lære og nemmere at undervise.